
Husk at huske pensionen
At gå ned i tid eller på orlov påvirker selvfølgelig din økonomi her og nu – men det har også nogle økonomiske konsekvenser på den lange bane. Mindre tid på jobbet betyder mindre i løn, og har du en pensionsordning via dit arbejde, så går der også mindre ind på din pension.
Langt de fleste medarbejdere på nedsat tid er kvinder, som i en periode – typisk mens børnene er små – vælger at prioritere tid til familien frem for løn og pension. Selvom det ikke er rart at tænke tanken, så er vi nødt til at være realistiske omkring, at halvdelen af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Og da pensionsordninger som udgangspunkt ikke deles ved en skilsmisse, risikerer mange kvinder derfor at betale for tiden til familien med en mindre indtægt i pensionsalderen.
Uanset om du er mand eller kvinde, bør du have følgende i tankerne, hvis du overvejer deltid eller orlov:
- Er der råd til at betale lidt mere ind på din pensionsordning, mens du er på deltid eller orlov?
-
Vil du kunne tage et par ekstra år på arbejdsmarkedet, inden du går på pension, for at nå at spare lidt mere op til pensionstilværelsen?
- Vil I sikre, at jeres pensionsordninger deles ligeligt mellem jer ved en skilsmisse? Dette kan gøres via en ægtepagt, som en advokat kan udarbejde til jer.
Vi kan hjælpe dig med at regne på, hvad en lønnedgang vil betyde for din økonomi her og nu og på sigt. Vil du selv regne lidt på tallene, så prøv www.pensionsmaaler.dk hvor du blandt andet kan se, hvad det betyder for din pensionsopsparing, hvis du går på orlov eller deltid.
Læs også hvad Forsikring og Pension, pensionsselskabernes brancheorganisation, siger om kvinder, deltid og pension.