BankNordiks filial i Aarhus

BankNordik sælger sine danske aktiviteter til Spar Nord

BankNordik og Spar Nord har netop indgået en aftale, der indebærer, at Spar Nord overtager BankNordiks danske forretning for bogført værdi samt et goodwill-beløb på 255 mio. kr. Overtagelsen omfatter cirka 60.000 kunder, 132 medarbejdere og 11 filialer. Aftalen er betinget af en godkendelse fra Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og forventes gennemført 1. marts 2021.

 

Som udpeget SIFI-institut på Færøerne skal BankNordik opfylde væsentligt højere kapitalkrav, end sammenlignelige danske pengeinstitutter skal. Dette er en udfordring for BankNordiks fremtidige konkurrenceevne i Danmark, hvorfor banken nu vælger at sælge sine danske aktiviteter til Spar Nord.

”Spar Nord overtager en effektiv og lønsom forretning med dedikerede og kompetente medarbejdere, hvilket den tilfredsstillende pris også indikerer,” understreger adm. direktør i BankNordik, Árni Ellefsen, og tilføjer: ”Vores SIFI-status på Færøerne har været en udfordring for vores danske forretning, som det desværre ikke har været muligt at løse. Derfor er vi, omstændighederne taget i betragtning, glade for at kunne overdrage en succesfuld organisation til Spar Nord, som er en veldrevet bank med et godt omdømme blandt både medarbejdere og kunder.”

BankNordik er en væsentlig aktør på Færøerne og i Grønland, og banken vil fremover fortsat have fokus på at opretholde koncernens solide fodfæste på det færøske marked og sikre lønsom vækst i Grønland. Dette skal ske ved at fortsætte med at yde forståelig helhedsrådgivning, forbedrede kundeoplevelser og ved en effektiv omkostningsstyring.

Lasse Nyby, administrerende direktør i Spar Nord understreger, at fundamentet for Spar Nords forretning og positive udvikling er den tætte og tillidsfulde relation mellem kunde og rådgiver. Af den årsag er det magtpåliggende for Spar Nord, at flest mulige kunderelationer videreføres, så kunderne kan forsætte med at blive serviceret af de rådgivere, de har været vant til.

 

”Det er naturligvis meget afgørende for os, at både kunder og medarbejdere finder sig rigtig godt til rette i Spar Nord, så vi med vores produkter og services kan bygge videre på det gode fundament, som BankNordik allerede har opbygget,” uddyber Lasse Nyby og tilføjer:

 

”På vigtige områder som realkreditfinansiering, investering og pension samarbejder BankNordik – ligesom Spar Nord – med henholdsvis Totalkredit, BankInvest og Letpension, så på den måde kan en væsentlig del af kundernes engagement fortsætte som hidtil.”

 

Om Spar Nord

Med flere end 390.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 50 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. I 2019 leverede Spar Nord et resultat efter skat på 1.059 millioner kroner. Spar Nord ejes af cirka 98.000 aktionærer.

 

 

 

Vil du høre mere om, hvad vi kan gøre for dig?

Ring til os på

76 97 80 00

... eller send en besked