Grafer for aktiekurserne går op og ned foran stabler af mønter

COVID-19 og udviklingen på aktiemarkederne

De sidste par måneder har der været sagt og skrevet meget om, hvordan COVID-19 påvirker aktiemarkederne. Det kan være svært, men vi anbefaler dig at bevare roen, selvom du oplever kursudsving i både op- og nedadgående retning på dine investeringer.

Fra midten af februar og frem til slutningen af marts faldt aktiemarkederne på verdensplan med mere end 30 %. April blev dog den bedste måned på aktiemarkederne i 33 år, idet aktiemarkederne i løbet af denne måned vandt ca. 20 % af det tabte ind igen. Med andre ord, så blev cirka halvdelen af kurstabet fra februar og marts hentet ind igen.

Hvordan kan dét lade sig gøre? Vi vil forsøge at belyse det her.

Da aktiemarkederne var på sit laveste niveau i marts måned, var usikkerheden omkring COVID-19 stor: Hvor mange ville blive ramt, hvor mange syge ville miste livet, hvordan ville de forskellige lande håndtere situationen, og dermed få en flad smittekurve eller ej, og hvor lang ville perioden blive. Selvom ingen i skrivende stund ved, hvor længe vi skal være i alarmberedskab i forhold til coronavirusen, så er uvisheden om mange af disse spørgsmål markant mindre, end den var i marts måned. Ligeledes ser det ud til, at de omfattende tiltag mod virusen har en effekt – det vil sige, at de fleste lande nu er i stand til at minimere smitten, begrænse antallet af dødsfald, og at flere og flere lande planlægger en genåbning af samfundet i et eller andet omfang.

Aktieanalytikerne vurderer, at dette sandsynligvis kommer til at betyde, at den økonomiske nedgang bliver stor på kort sigt, men at billedet forholdsvis hurtigt vil vende igen. Derfor så vi aktiekurserne stige så meget i april måned. At landenes regeringer har været hurtige med hjælpepakker, og at centralbankerne har justeret renteniveauet og opkøbt værdipapirer, understøtter ligeledes den positive udvikling.

Fortsat grund til forsigtighed

Det er for optimistisk at tro, at aktiekurserne ikke kan falde igen i år. Derfor har vi i BankNordik en forsigtig tilgang i vores porteføljeplejeprodukter, hvor vi plejer vores kunders investeringer. Ofte vender aktiemarkederne dog væsentligt tidligere end avisernes overskrifter, og derfor anbefaler vi, at vores kunder fastholder deres investeringsprofil, så de kan være sikre på at være med, så snart aktierne begynder at stige igen - det vil sige typisk inden, aviserne begynder at skrive noget positivt. For når bunden på aktiemarkedet er nået, vil vi sandsynligvis se aktierne stige markant, før nogen analyse eller avis vil sige, at det begynder at se bedre ud. I 2009 var der f.eks. stadig stor tvivl om bæredygtigheden af opsvinget, selv efter at aktierne var steget 50 % på tre måneder.

Den typiske investeringskunde lider heldigvis væsentligt mindre tab, end det vi kan læse om i aviserne og på nettet. De fleste kunder har nemlig en mellem risiko og dermed kun knap halvdelen af pengene investeret i aktier. Det gør selvfølgelig ikke frustrationerne mindre for den enkelte kunde, når man ser sin investering falde i værdi.

Hvilke økonomiske konsekvenser får COVID-19?

Vi ved ikke, hvilke langsigtede økonomiske konsekvenser COVID-19 kommer til at medføre. For når mange holder sig hjemme, bliver det private forbrug mindre, hvilket igen resulterer i mindre indtægter hos virksomhederne.

Men hvis vi ser en hurtig genåbning af de forskellige lande, vil de store investorer måske kun betragte den seneste tids udvikling som en mindre korrektion til markederne. Hvis perioden bliver lang, er det dog sandsynligt, at mange virksomheder må konstatere markant færre indtægter end forventet, hvilket vil påvirke aktiekurserne negativt.

Vores anbefaling

Som hovedregel anbefaler vi, at man bevarer roen, ikke ændrer sine investeringer væsentligt og fastholder sin investeringsprofil i forhold til risiko og tidshorisont.

Bemærk også, at hvis du har en kort investeringshorisont, fylder aktier som hovedregel ikke så meget i din portefølje. Kurstabene vil derfor typisk være begrænsede.

For dig som har valgt, at banken skal passe dine investeringer
Har du en aftale med banken om porteføljepleje – dvs. en aftale hvor vi passer dine investeringer for dig – så følger vi udviklingen nøje og foretager de justeringer, som vi vurderer er hensigtsmæssige og som optimerer afkast- og risikoforholdet i din investering.

Allerede inden kursfaldene satte ind, havde du en undervægt af aktier i forhold til det sammenligningsgrundlag (det såkaldte ”benchmark”), som vi anvender på porteføljerne. For at bruge en typisk kunde som eksempel, dvs. en kunde med en mellem risiko og mellemlang tidshorisont, så er ca. 42 % af porteføljen nu i aktier, hvor benchmark siger 50 %.

Særligt for pension

For de fleste der investerer deres pensionsopsparing, får de aktuelle kursfald ikke helt så stor betydning, som de kan lyde til. Når man, som de fleste gør, sparer løbende op på sin pensionsordning, investerer man lidt hver måned. Det betyder, at man investerer både når det går op og når det går ned – dvs. man har måske et kurstab på det, man investerede sidste måned, men det man investerer denne måned, får man tilsvarende billigere. Derfor får man cirka det gennemsnitlige afkast, som markederne giver, fra man starter med at investere sin pensionsopsparing til den dag, man går på pension. Udsving de enkelte år har derfor ikke den store betydning.

Kunder tæt på pensionsalderen har typisk en mindre risiko i porteføljen, dvs. en mindre aktieandel, end da de var yngre. Kursfaldene på aktiemarkedet har derfor ofte ikke så stor effekt for de kunder, der nærmer sig pensionsalderen.

Kontakt os, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål

Generelt gælder det, at jo længere tidshorisont du har på dine investeringer – dvs. hvornår du forventer at skulle bruge pengene – jo ”mindre bekymret” skal du være. Markedet vender igen og normaliserer sig i forhold til tiden før corona.

Hvis du har brug for at en snak med os – f.eks. også for at sikre, at din investeringsprofil passer til dine ønsker og behov – så kontakt os. Vi er klar på telefonen og online.

Du finder alle vores filialer og medarbejdere her
Læs mere om at møde os online her.

Vil du høre mere om, hvad vi kan gøre for dig?

Ring til os på

76 97 80 00

... eller send en besked