Et tastatur på en computer har en blå knap til online sikkerhed

Udbetaling af feriepenge – pas på svindlerne

Svindlere er udspekulerede og benytter alle lejligheder til at prøve at franarre personlige oplysninger fra danskerne. Der kan derfor være risiko for, at de kommende udbetalinger af indefrosne feriepenge får niveauet af svindelopkald, SMS'er, e-mails og lignende til at stige.

Mange af metoderne er de samme, som vi tidligere har set. Du skal derfor fortsat være ekstra opmærksom på:

  • SMS’er der angiveligt kommer fra officielle kanaler, som beder dig om at klikke på links eller udlevere oplysninger. Eksempler kunne være SKAT, borger.dk eller NemID
  • E-mails som opfordrer dig til at videregive dine NemID- eller kortoplysninger
  • Telefonopkald hvor du bliver bedt om at udlevere oplysninger. Lad dig ikke snyde af, at telefonnummeret kan se troværdigt ud, samt at personen i den anden ende muligvis taler perfekt dansk

Dine kort- og NemID-oplysninger er strengt fortrolige og må aldrig udleveres – vi vil som bank derfor aldrig bede om disse oplysninger fra dig. Hvis du modtager et opkald fra en person, der beder om at få oplyst dine brugernavne, kodeord, kortnumre, NemID-oplysninger m.v., så læg røret på. Slet også omgående e-mails eller SMS’er, hvis du oplever at få lignende henvendelser her.

Gode råd til at undgå svindel

Digitaliseringsstyrelsen har samlet nogle gåde råd, til hvordan man bedst handler ved fup e-mails eller SMS’er. 

  1. Vær varsom med at klikke på links i e-mails og SMS’er
    Svindlerne er gode til at få e-mails og SMS’er til at se troværdige ud. Er du i tvivl, så klik ind via afsenderens officielle hjemmeside. Er du i tvivl, om afsenderen er en svindler, kan du med en hurtig søgning på nettet tjekke mailadressen eller telefonnummeret og se, om oplysningerne stemmer. Eller du kan kontakte virksomheden eller myndigheden via den officielle hjemmeside eller telefonnummer og få bekræftet, at de står bag henvendelsen.
  2. Træk vejret, før du klikker
    Svindlerne forsøger at få dig til at gøre noget i en fart. Vent med at svare eller klikke, til du har god tid og kan tænke dig om.
  3. Led efter de små tegn, der afslører svindler-links
    Svindlerne er gode til at få e-mails og SMS’er til at se troværdige ud og vil lokke dig til at klikke på links. Men der er flere tegn, der afslører dem: Holder du musen over et link i en e-mail, kan du se, hvor linket reelt vil lede dig hen, inden du klikker. I stedet for at klikke på det direkte link, kan du gå via afsenderens officielle hjemmeside og følg hjemmesidens navigation til at finde det samme indhold.

Du kan også downloade appen ”Mit digitale selvforsvar”. Den giver løbende advarsler om de mest sete typer af svindel og kommer med gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man modtager en fup besked.

Hvis skaden er sket

Hvis du har en mistanke om, at nogen har fået adgang til oplysninger om f.eks. dine betalingskort eller dit NemID, skal du straks spærre dit NemID og/eller dit kort.

Du kan få vejledning til spærring af NemID her

Du kan selv spærre dit betalingskort i Netbank eller Mobilbank. Alternativt kan du ringe på telefon + 45 76 97 80 00 for at spærre kortet.

Uden for åbningstid kan du ringe til Nets:

Spærring af hævekort, Dankort og Visa/Dankort: +45 44 89 29 29
Spærring af Mastercard og Mastercard Debit: + 45 44 89 27 50

Når du taler med Nets, vil du blive bedt om at oplyse dit navn, adresse, pengeinstitut samt kortnummer, kontonummer eller cpr. nr., hvilket er helt i orden i denne situation. Det er for at sikre, at det er det rigtige kort, der bliver spærret. Når kortet er spærret, vil det ikke længere kunne benyttes.

Kontakt os, så hjælper vi dig

Ring til os på 

76 97 80 00

... eller send en besked