Nye regler skal øge sikkerheden ved brug af betalingskort til nethandel

Fra søndag den 10.januar 2021 træder nye EU-regler om nethandel i kraft, når du bruger dit Dankort, Visa/Dankort eller Mastercard til betalingen.

De nye regler betyder, at en betaling fremover skal godkendes ved brug af enten

  • NemID nøgleappen eller
  • Et personligt kodeord samt engangskode, som du får på SMS

Formålet er at styrke sikkerheden ved brug af betalingskort, når man handler på nettet.

NemID-papkort kan ikke benyttes – brug NemID nøgleappen

Hvis du foretrækker at godkende dine betalinger via NemID, skal du anvende NemID nøgleappen, da nøglekortet (papkortet) ikke kan benyttes til denne godkendelse. Nøgleappen kan du hente via App Store eller Google Play.

Godkendelse med personligt kodeord og SMS

Hvis du i stedet foretrækker at anvende et personligt kodeord sammen med en SMS-engangskode, så kan du oprette dit kodeord via Nets hjemmeside.  NemID skal anvendes for at oprette det personlige kodeord (det er stadig muligt at anvende nøglekortet/papkortet til oprettelse af dette kodeord).

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp i forbindelse med de nye regler, er du velkommen til at kontakte os.

Værd at vide om betalinger med kort

  • Du kan fortsat betale via Mobilepay og Apple Pay, da de allerede lever op til sikkerhedskravene
  • Betalinger foretaget i fysiske butikker med kortchip samt pinkode gennemføres som normalt
  • Det er fortsat muligt at foretage kontaktløse betalinger. I det tilfælde hvor kontaktløs betaling er anvendt så mange gange, at den samlede grænse overskrides, vil du blive bedt om at indtaste din pinkode. Det er der ingen ændring i.
  • Visse transaktioner kan undtages for sikkerhedskravene. Det er f.eks. selvbetjente standere i transport- og parkeringssektoren, hvor der betales for vejtold, brobilletter og parkeringsanlæg. For nethandel vil transaktioner på mindre beløb også kunne godkendes uden ekstra sikkerhedsgodkendelse
  • Hvis du foretager køb hos forretninger, såvel fysiske som netbaseret, som ikke har fået implementeret de nødvendige regler for stærk kundeautentifikation vil betalingen blive afvist
  • Betaling ved anvendelse af magnetstribe vil ikke længere være muligt, at magnetstriben ikke lever op til de gældende sikkerhedskrav.

Vil du høre mere om, hvad vi kan gøre for dig?

Ring til os på

76 97 80 00

... eller send en besked