
På vej på pension
Har du forberedt din pensionstilværelse i mange år og sparet op, behøver du måske ikke at foretage så mange ændringer i din hverdag og økonomi, når du går på pension.
Det afhænger selvfølgelig af, hvordan din samlede formue (kontanter, værdipapirer, friværdi i din bolig og dine pensionsordninger) ser ud, men måden dine pensionsordninger udbetales på har også stor indflydelse.
Med den rigtige planlægning af udbetalingerne kan der være mange penge at hente. Den planlægning kan vi hjælpe dig med.

Gode overvejelser om din pensionstilværelse
Du bør i god tid inden din pension gøre dig følgende overvejelser:
- Hvor meget vil du gerne have at leve for, når du skal nyde livet som pensionist?
- Har du andre værdier eller opsparinger, ud over din pensionsopsparing, som du kan bruge, når du går på pension?
- Ønsker du at blive boende i din nuværende bolig?
Dine forberedelser til livet som pensionist
Er der behov for større ændringer i din økonomi, når du skal på pension, er der heldigvis en del, du kan gøre.
Tal med os – i god tid
Vi vil altid råde dig til – i god tid – at booke et møde med os for at få et overblik over, hvordan din pension sammensættes og udbetales optimalt. En højere og højere levealder gør nemlig, at pensionsopsparingen skal række længere end tidligere…så planlægning skal der til, hvis pengekassen ikke skal løbe tør mod slutningen af livet.
Vi anbefaler, at du som minimum får en gennemgang af dine pensionsforhold hvert 3.-5. år – eller ved behov, hvis din livssituation ændrer sig.
Din rådgiver kan hjælpe dig med at regne på, hvordan du får budgettet til at hænge sammen ved en indtægtsnedgang, og hvordan din fremtidige økonomi skal planlægges.
Læg en plan – både på den korte og den lange bane
På kort sigt kan du måske nøjes med at skrue på nogle mindre ting i budgettet som f.eks. udgifter til abonnementer, magasiner, restaurantbesøg, opsparinger der kan sættes i bero etc.
På længere sigt kan det være nødvendigt at gå lidt mere drastisk til værks og tage udgifter til bolig og bil, som typisk er de store ”pengeslugere” i privatøkonomien, under lup. Måske kan afdrag på lån sættes i bero i en periode.
Få overblik med PensionsInfo.dk
På PensionsInfo.dk kan du logge ind med dit NemID og få overblik over alle dine pensionsopsparinger og eventuelle forsikringsdækninger, ligesom du kan regne på forskellige scenarier for din pensionstilværelse. Informationerne på PensionsInfo er også et vigtigt værktøj for din rådgiver i forbindelse med et pensionsmøde i banken.
Få boligen til at betale
Kender du udtrykket ”At spise mursten”? Det skal – heldigvis – ikke forstås helt så bogstaveligt, som det lyder! At spise mursten dækker over, at du optager et lån eller en kredit i din boligs friværdi og bruger pengene til – i dette tilfælde – at udligne en lønnedgang.
Har du realkreditlån, vil en gennemgang af disse måske også kunne give en besparelse, som kan kompensere for den lavere indtægt. F.eks. vil et lån med afvikling i en periode kunne ændres til et lån med afdragsfrihed. Det afhænger selvfølgelig af din samlede økonomi og kræver, at der vil være luft i økonomien til at afvikle dét mere på et senere tidspunkt – men lad os tage en snak om mulighederne.
Tal med banken
Din rådgiver kan give dig et overblik over dine muligheder i forhold til de ønsker og forventninger, du har til pensionstilværelsen, og hvordan du får mest muligt ud af din pensionsopsparing.
Så når pensionsalderen nærmer sig, står vi parat med rådgivning om, hvordan dine pensionsmidler udbetales mest fordelagtigt, samt hvordan samspillet med de offentlige ydelser forløber bedst.

Hvordan vil du leve, når du går på pension?
Lad os finde den bedste løsning til dig