Forårs blomster står i grønt græs

Kolonihave kan være et alternativ

”Det var et liv i sus og dus, i Mormors kolonihavehus”…de fleste husker nok sangen fra 70’erne, som beskrev det søde liv i kolonihaven. Her, mange år efter, er ordene stadig lige så aktuelle.

En eftertragtet vare

Hvis det er en kolonihave, eller haveforeningshus som det også kaldes, der stå på ønskelisten, er det en god idé at begynde med at danne dig overblik over kolonihaveforeninger i det område, du er interesseret i.

Køb af bolig i en kolonihave er nemlig ingen selvfølge, idet mange kolonihaveforeninger er attraktive og har lange ventelister. Nogle kolonihaver handles via ventelister i foreningen, nogle handles direkte mellem sælger og køber, og nogle få kommer til salg hos ejendomsmæglere. Det er dog ikke alle ejendomsmæglere, som håndterer salg af kolonihaver, idet der kan være mange specielle forhold, som gør sig gældende i en handel. Spørg i haveforeningen hvad der gør sig gældende i deres forening.

Ejet hus på lejet grund

Et kolonihavehus er en bolig på lejet grund: enten lejer man grunden hos haveforeningen, grundene ejes på andelsbasis, eller det er kommunen, der ejer grunden. Ofte er lejemålet begrænset til en årrække, idet en del kolonihaveforeninger er beliggende på steder, hvor der måske senere skal bygges. Der kan f.eks. være nogle gamle planer tinglyst på grunden om, at der på et tidspunkt skal være en vejføring. Bed derfor om at få indblik i foreningens vedtægter, regnskab m.m. for at se, om der er noget at være opmærksom på eller søg eventuelt juridisk bistand.

Hvad koster det?

Den grundlæggende tanke omkring kolonihaver har været, at så mange som muligt, uanset indkomst, skulle have mulighed for at købe et kolonihavehus. Udbud og efterspørgsel, samt forskellige regler i haveforeningerne for vurdering af boligerne, har dog medført, at priserne på kolonihaver kan variere meget – lige fra helt billige boliger op til huse med priser på niveau med et attraktivt sommerhus.

Ud over udgifter til finansiering er der også udgifter til haveleje samt øvrige faste udgifter som f.eks. forsikring, renovation og fællesudgifter. Dertil kommer forbrugsudgifter som vand og varme.

Finansiering

Finansieringen af et kolonihavehus kan ikke foretages i realkreditinstitutterne, idet huset er beliggende på lejet grund eller grund på andelsbasis. Derfor skal en evt. finansiering af køb søges via banken. Alternativt kan friværdi i ejerbolig, eller andre aktiver, medvirke til finansieringen.

Finansieres et køb i banken, tager banken i de fleste tilfælde pant i huset som sikkerhed for lånet og vil typisk også stille krav om indtrædelsesret i lejeaftalen på grunden. Hvis kolonihavehuset ikke har været pantsat før, skal der en landmåler ud og opmåle huset og lave et såkaldt e-rids. I e-ridset anføres størrelse og indretning af huset og på baggrund af disse oplysninger, får banken pant i huset. Det betyder også, at hvis man river huset ned for at bygge et nyt, så skal banken kontaktes forinden, idet man ellers fjerner pantet. Når det nye hus står klar, udarbejdes et nyt e-rids og et nyt pant.

Se også

Sommerhuse i klitter med dannebrog hejst i flagstængerne

Beregn

Økonomi ved køb af sommerhus

Tasterne på en lommeregner

Beregn

Hvad koster det at låne?

En blå baggrund

Skal vi se på din økonomi?

Kontakt os og hør mere