Familieydelser

Familieydelser er en samlet betegnelse for f.eks. børnetilskud, børnebidrag, børne- og ungeydelse og ægtefællebidrag – ydelser som du har mulighed for at få som fraskilt og enlig forsørger.

På borger.dk kan du læse detaljeret om de forskellige ydelser, ligesom du har mulighed for at ansøge om ydelserne.

Herunder giver vi dig et overblik over de former for familieydelser, der findes.

Børne- og ungeydelse

Børne- og ungeydelsen, i daglig tale nok bedre kendt som børnepenge, er en økonomisk ydelse, der udbetales til forældre (samboende såvel som jer der er flyttet fra hinanden), indtil barnet fylder 18 år. Beløbets størrelse kommer an på barnets alder – jo yngre barnet er, jo højere beløb. 

Børne- og ungeydelse udbetales som udgangspunkt til moren. Hvis forældrene ikke bor sammen, udbetales beløbet til den forælder, hvor barnet opholder sig mest eller har folkeregisteradresse.

Børnebidrag

Børnebidrag er et beløb, som den ene forælder betaler til den anden, hvis I ikke længere bor sammen. Hvis I ikke selv kan blive enige om, hvorvidt der skal betales børnebidrag, kan Statsforvaltningen træffe en afgørelse.

I kan selv fastsætte beløbets størrelse eller følge Statsforvaltningens retningslinjer for ”normalbidrag”. Hvis den forælder, som betaler bidrag til den anden, har en høj indtægt, kan der blive tale om et yderligere tillæg – et såkaldt procenttillæg som baseres på bidragsbetalers bruttoindtægt og antallet af børn, som vedkommende har forsørgelsespligt over for.

Børnetilskud

Som enlig forælder har du mulighed for at søge om børnetilskud. For at få børnetilskud skal du opfylde nogle kriterier, blandt andet at du er enlig forsøger, og at dit barn bor hos dig.

Børnetilskud består af to tilskud:

  1. Børnetilskud som du kan få for hvert barn under 18 år, som du forsørger
  2. Ekstra tilskud som du kan få samlet for de børn, som bor på samme adresse som dig
Ægtefællebidrag

Hvis I skal separeres eller skilles, skal I beslutte, om den ene af jer skal betale ægtefællebidrag til den anden. I kan selv indgå en aftale, eller bede Statsforvaltningen træffe en afgørelse, hvis I ikke kan blive enige.

Perioden for ægtefællebidrag overstiger normalt ikke 10 år. Bidraget ophører automatisk, hvis den, som får bidraget, gifter sig igen, eller hvis den, som betaler bidraget, dør.

Hvis den, der modtager ægtefællebidrag, flytter sammen med en anden, eller har et lignende personligt/økonomisk fællesskab med en anden person, som gør det urimeligt, at han eller hun fortsat modtager ægtefællebidrag, kan Statsforvaltningen nedsætte bidraget til 0 kroner.

Særlige bidrag

Hvis du og barnets anden forælder ikke længere bor sammen, kan der være mulighed for at få

  • fødselsbidrag
  • bidrag til moren omkring fødslen
  • navngivningsbidrag, herunder ved dåb
  • konfirmations-/beklædningsbidrag
  • uddannelsesbidrag

Der er en række kriterier, som skal være opfyldt, før der kan søges om de forskellige bidrag. Hvis I ikke selv kan blive enige om, hvorvidt der skal betales særlige bidrag, kan I bede Statsforvaltningen træffe en afgørelse.

Andre har også læst

En mand har sin netbank fra BankNordik åben på computer, tablet og smartphone

Når økonomien skal deles i to

En sparegris står på et træbord

Forsikring og pension

En kvinde sidder ved et skrivebord med sin computer og taster på en lommeregner

Hold styr på dit budget

Har du brug for hjælp?

Ring til Kundeservice på

76 97 80 00